Galleri

Artikler

En tekst om Bonnie Rasmussens billedverden
af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie

”Hvorfor er alle folk så skidesure?” En replik af Jørgen Ryg lurer et sted i baghovedet, mens man betragter Bonnie Rasmussens malerier. For er der noget, folk ikke er i hendes malerier, er det sure. Tværtimod. Har man været inde i kunstnerens univers i mindre end et minut, er man fuldt ud klar over, at aktuelle temaer som finanskrise, stressfaktorer, vægtproblemer, terrorfrygt og god gammel almindelig dansk småmuggen er pist væk fra Bonnie Rasmussens lærreder. Her hersker til gengæld latter og dans, pjank og fjas, kærlighed og kildevand, kort sagt alt det, som kan sammenfattes under ordet ”livsglæde”.

Og nu er vi er ved kærlighed, er det en glæde at konstatere, at Bonnie Rasmussens helte og heltinder ikke er de anorektiske modeltyper, vi altid ser i medierne, men helt almindelige mennesker. Bevares, et trænet øje genkender flotte fyre og smukke kvinder med bølgende barme, men kærligheden rumsterer i så lige høj grad blandt mennesker som os: med hængemave, basunkinder og appelsinhud. Alle, smukke som mindre smukke, unge som gamle, børn som unge og ældre glider, spankulerer, spadserer, danser og kysser sig rundt i én stor roterende tornado af godt humør. Og tak for det!

Det tornadoagtige kommer naturligvis af Bonnie Rasmussens malemåde: en farveglad stil inspireret af tegneserier og de ”Holger”-lignende myldrebøger, som børn og barnlige sjæle – som undertegnede – finder så stor fornøjelse af at kigge i. Som følge deraf består en stor del af kvaliteterne ved malerierne, i Bonnie Rasmussens blik for de dekorative mønstre i tøjet, borddugene, parasollerne, tæpperne og de opfindsomme frisurer. Frisurer, der, når man kigger nærmere efter, ofte udgøres af levende dyr. Dyre-frisurer, om man så at sige. Ligeledes spiller musikken en stor rolle i billederne. Bogstaveligt talt ved, at man i malerierne ofte støder på jazz-spillende musikanter – glad New Orleans-jazz formoder man – og i overført betydning ved, at rytmen i malerierne er dynamisk, swingende og, ja, jazzet. Helheden er glædesbetonet. Man bliver i godt humør af at betragte Bonnie Rasmussens malerier, som ikke bare swinger rent udstrålingsmæssigt, men også er godt komponerede. Det gælder nemlig om i holde tungen lige i munden, når man balancerer med et så overvældende antal personer som Bonnie Rasmussen gør i sine billeder. Noget, hun magter til fulde.

I en tid med forbandet mange problemer, store som små, lokale som globale, er det ikke så tosset at finde en kunstner, som hylder livsglæden. Slet og ret. Ikke fordi, vi skal ignorere problemerne, men fordi vi også skal huske at nyde livet, mens vi har det. Og det gør man til fulde i Bonnie Rasmussens kunstneriske univers.